Ordet som kraft

Den officielle åbning af Ordkraft 2017 

Af Nanna og Emilie 


Man siger jo, at der er en første gang for alt. 2017 blev året, hvor vi for første gang besøgte litteraturfestivalen Ordkraft, selvom vi efterhånden snart har studeret Dansk på Aalborg Universitet i to år. Ordkraft er, som navnet næsten antyder, en festival, som har ordet i fokus. Som en naturlig følge heraf står litteraturen i centrum, men samtidig lægges der også vægt på litteraturens samspil med andre kulturformer som f.eks. drama, musik, film, billedkunst, debat og andre kulturformer. At Ordkraft sammenblander forskellige kunstarter fik vi allerede her ved åbningen smag for. Mads Duedahl, Aalborgs Rådmand for Kultur og Sundhed, fremførte en selvskrevet sang ved navn "Hyld nu Ordkraft" med hjælp fra en akustisk guitar. Melodien var fra Leonard Cohens megahit "Halleluja", som vi alle vist kender. Hovedpointen i sangen var, at vores fremtid defineres af ordet. Som de litteraturnørder, vi nu engang er, blev vi selvfølgelig kun ekstra begejstrede, da Mads Duedahl i sangen også nævnte forfattere som Kierkegaard, Grundtvig, Strunge og Yayha Hassan. Mads Duedahl fik folk til at synge og klappe med, og hans humoristiske indslag blev det perfekte startskud til vores første gang på Ordkraft. 

Som en anden del af åbningsceremonien blev meteorolog og tv-vært, Jesper Theilgaard, inviteret på scenen. Han introducerede publikum for dette års tema på festivalen: Naturen. Hans budskab til os var, at vi på trods af alle de klimatiske forandringer, naturen gennemgår lige nu, skal bibeholde en eller anden form for håb om, at vi stadig kan nå at gøre noget ved problemet. Han påpegede, at en ting som litteratur måske kan være med til at ændre noget ved naturen og vores (mis)brug af den. Ikke kun gennem fagbøger, som han selv har skrevet en del af, men også gennem skønlitterære værker. Han rundede indslaget af med passende at sige, at dét i sandhed må være ordkraft.

Den sidste gæst, bestyrelsen bag Ordkraft inviterede på scenen i forbindelse med hendes modtagelse af dette års Ordkraft-Pris, var den prestigefyldte forfatter, Hanne-Vibeke Holst, som vi må indrømme, at vi blev en smule "star-strucked" over at opleve i levende live. En, af de ting, vi elskede aller mest ved hendes indslag, var hendes referencer til Vendsyssel, hvor hun er født og opvokset. Hun nævnte steder som fx klitter og brede strande som nogle af de ting, hun stadig forbinder med det sted, hvor hun føler sig rigtigt hjemme - nemlig Vendsyssel. Ifølge Hanne-Vibeke Holst føler man sig kun rigtigt hjemme ét sted, og det er der, man kommer fra - hjemstavnen. Det er dér, hvor ens fødder finder sig vej. Da vi selv begge er født og opvokset i Vendsyssel, nærmere bestemt i Frederikshavn og Tolne, kunne vi ikke andet end at blive helt varme om hjertet, da hun talte godt om vores fantastiske hjemegn og den natur, vi er kendt for helt oppe nordpå. Selvom hendes nysgerrighed og udlængsel tog hende ud af Nordjylland og fik hende til at bosætte sig i København, er det altid her, hun vil føle sig hjemme!

Hanne-Vibeke Holst modtager Ordkraft-Prisen 2017.

Der gik ikke mere end 10 minutter, fra vi ankom til festivalen, til Emilie allerede  havde købt tre nye bøger. Man er vel "arbejdsskadet".



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Vold, Køn og De Gyldne Laurbær

Maja Elverkilde - at sy sin egen bog

Digte+