Josefine Klougart - 700 sider om det at være menneske

Min eftermiddag i selvskab med Josefine Klougart begyndte med kaffeslabberas inde ved Generatorscenen, hvor der er forsøgt at skabe en hyggelig, kunstnerisk atmosfære. Det er dog kun til dels lykkes. Selvfølgelig er sofaerne i forskellige former og farver samt lænestolene og de små kaffeborde med til at skabe en hyggelig og kunstner-agtig stemning. Men det føles bare som om, det hele er sat op. Falskt. En besynderlig modsætning til denne varme, kunstneriske stil er de mange billeder på væggene. Det er som om, de ikke rigtigt passer ind. De er grålige i farverne og har dystre motiver. Noir. Deprimerende og uhyggeligt at kigge på. Så jeg holder mig til den unge forfatter, der sidder i den ene sofa sammen med en mand, som stiller hende spørgsmål. Det hele er uformelt arrangeret; uden mikrofon og dagsorden - altså bortset fra festivalens emne: natur.

Josefine Klougart til kaffeslabberas ved Generatorscenen

Og hold da op, hun kan snakke om natur - i det hele taget kan hun snakke en vis person øret af. Hun fortæller, hvordan hun som forfatter er præget af Inger Christensen. Det poetiske sprog ligner natur. Og så vil jeg lade det være op til læserne, hvad man kan få ud af det.

Litteratur er forskning i, hvad det vil sige at være menneske. Hendes bog New Forrest handler om især tre forskellige mennesker: en lille pige, en voksen kvinde og en ældre dame. Det er en erindringsproces, hvor flere af det tidlige scener typisk går igen på nye måder senere i bogen. Hun skriver flere historier i sin bog, fordi hun synes, det er mere interessant at kunne bevæge sig rundt i et univers af forskellige erindringer, end det er at følge en enkelt lukket verden, hvor der kun er en historie. Det var det mest håndgribelige, der blev snakket om. Men andre ting, der blev diskuteret, førte langt ud i en meget abstrakt samtale, som det var svært at forholde sig til - især fordi man måske ikke havde nået at læse bogen færdig (700 sider - vil jeg lige minde om).

Josefine Klougart er ikke kun på Ordkraft for at besøge Generatorscenen. Hun kommer også ind på Skråen for at tale om bogen. Her er en anden stemning, for her er publikum ikke med i arrangementet på samme måde som til kaffeslabberas. Her sidder Josefine forhøjet på en scene sammen med en moderator, der stiller hendes spørgsmål.

Hun kommer ind på, hvordan litteraturen blandt andet kan give adgang til den skønhed, der findes i de små ting i ens egen hverdag, og samtidig hvordan naturen, ligesom mennesket, befinder sig i en konstant proces af opløsning. Naturen er en påmindelse om vores egen dødelighed. Hun beskriver det selv således: "Alderen vælter ned over én som et læs grus".

Naturen er ikke moralsk - det er mennesket, hvis bevidsthed benyttes til at distancere sig fra naturen. Men det er en fejl, mener Josefine, for VI ER SELV NATUREN. Litteraturen er et forsøg på at give os disse erfaringer, på at give os en sammenhæng i verden.

Josefine Klougart på scenen i Skråen

Begge arrangementer med Josefine klougart var på nogen måder alt for abstrakt, uforståeligt og uhåndgribeligt. Men meget af det var også lige til at tage og føle på, som taget fra det inderste af ens tanker. Gribende.

Knus Maria :)