Var det det?

Rasmus Brohave:

Det første oplæg, jeg skal ind til er med den unge ’youtuber’ Rasmus Brohave, som skal underholde fra Royal Stage. For at komme derhen skal vi op ad den store trappe. Trappen er fyldt med børn, der står og venter. Og jeg tænker: gad vide om de også skal ind og se Rasmus. Og ja – det skulle de. Da dørene åbner, myldrer det op og frem. Mine tanker går til de stakkels mennesker, der skal holde styr på dem alle samme, og der går ikke længe for der bliver råbt, at man ikke må løbe. Det bringer en masse minder frem.

Jeg har aldrig selv hørt om Rasmus Brohave, før jeg så programmet til Ordkraft, men jeg søgte lidt på ham på nettet og fandt frem til nogle af hans videoer. Han er dygtig til at være 'på' i sine videoer, hvor han taler om alt og intet. Det samme gør sig gældende på scenen.

Da vi kommer ind i hallen sidder der børn over alt på de mange stole, der er sat frem i dagens anledning. På scenen står et lille bord omgivet af to stole. På bordet står en enkel, hvid blomst i en glasvase. Det hele er meget idyllisk. Jeg kigger på mit ur og undrer mig over, at det ikke er gået i gang endnu – klokken er 10.25. Men så går en mand på scenen og præsenterer Rasmus. 

Rasmus kommer frem med armene bredt ud i én stor omfavnelse af hele salen, mens børnene går amok og nogle skriger endda – det lyder hvert fald sådan. Det begynder meget godt med, at han spørger om vi vil være med på en video eller et billede til hans instagramprofil. Alle skal rejse sig, og mange af børnene stille sig endda op på stolene for at være sikre på at komme med. Derefter begynder selve oplægget, og han fortæller ultra kort om, at han startede, da han var 14 år gammel, den gang stemmen endnu ikke var gået i overgang. Det startede med en stor interesse for at klippe film sammen. Og han fandt ud af, at på youtube kunne han helt selv bestemme, hvad videoerne skulle består af. Desuden lægger han vægt på, at der er forskel på at være ’Rasmus’ og ’Rasmus Brohave’. Han fortæller om, hvordan han tager en rolle på, og hvordan den her rolle har udviklet sig siden begyndelsen.

Han er meget god til at snakke til børnene i et sprog, de forstår. Blandt andet appellerer han til dem ved at sige, at vokse mennesket simpelthen bare ikke forstår YouTube og de muligheder, der findes på siden/platformen. Det er også det, hans bog handler om. Den er en blanding mellem, hvordan ’Rasmus Brohave’ blev til og, hvordan YouTube faktisk ikke er så farlig, som de voksne gør den til.

Og det var det.

Fem minutter er der gået, og nu vil han ned og tage selfies og skrive autografer.

Vi sidder tilbage, lamslået, mens børnene farer op og skynder sig hen for at få taget billeder. Det føles tomt. Var det virkelig det? Det er som om, der mangler noget. Noget information. Det var ikke, som jeg havde forestillet mig. Det virker meget useriøst, og der er virkelig ærgerligt! For det er et meget spændende emne, og det havde måske været inspirerende for både os og børnene af høre mere om processen ved det at være 'youtuber'. Han kunne i det mindste have udfyldt tiden. Det er useriøst at gå ti minutter for sent på scenen og derefter ikke snakke i mere end fem minutter. 

Men jeg må altså give ham, at han var fantastisk til at være ’på’. Han stod som om, han havde års erfaring af at være vært på et eller andet børneprogram – han kunne faktisk godt nå Sofie Linde til sokkeholderne. Så cadeau til ham for det.

Knus Maria :)